Selvom borgen tilhørte hertugen af Tyrol, er det bemærkelsesværdigt at der fandtes 118 ansatte. Borgen er arealmæssigt ikke større end borg Rafenstain. Af de 118 ansatte, var der 27 som var ansvarlig for at vogte og beskytte borgen. 12 var ansat på borgens kancelli og ledt af en protonotar (dagens hovedansvarlig). 2 narre, 1 harpe spiller, sangeren Gisilbert og formodentlig flere gøglere som var ansvarlig for underholdning døgnet rundt. Pastorale opgaver blev udført af en borgpræst med hjælp af en præstevikar. Udover dem, var der omkring 50 personer som var direkte eller indirekte ansvarlig for forplejning i form af mad og drikkevarer. Desværre kender vi ikke til flere navne eller funktioner, men i sammenligning med andre borge, hvor besætningens antal ikke overskred 12 personer, kan man forstille sig, at organisationen på borg Tirol må have været gevaldigt struktureret..
– Schloss Tirol ved Meran, Südtirol

En anden pålidelig kilde som giver os en mere intimt indblik i livet på en borg, er de såkaldte regnskabsbøger af slægten von Schlandersberg. I disse bøger finder vi en præcis optælling af udgifter og indtægter, samt en forklaring på hvem de forskellige borgbeboere var. Her tager vi Peter von Schlandersberg liv i nærmere betragtning. Peter tilhørte ikke til slægtens direkte linie og boede først på hans fars borg Kastelbell og flyttede senere til slægtens oprindelig borg Schlandersberg, som var i en elendig tilstand og meget "umoderne" for livsstilen omkring år 1360. Peters sekretær, købmanden Heinrich Umbrasser noterer nøjagtig alle gårde med grund som tilhører hans herre. Han skriver op hvilke gårde der bliver forpagtet og hvor meget de skal betale i årlig skat, i form af naturalier.

En dag fik Peter besøg af hans fætter Hans von Schlandersberg som tilhørte slægtens hovedlinie. Hans tog imod Peters invitation midt i Jagttiden.

Hans dukker op med 14 personer i sit følge udover hans kone. Konen Dimut kom selv med et følge af 13 personer, som eskorterede hende fra kirkedagen i Schlanders sogn, og hele vejen hen til højbordet. Peter havde kun 1 tjener selv. I dagens anledning, måtte Peter opkræve alle vintønder fra hans gårde samt nabo borgen og ikke engang det, var tilstrækkeligt til alle gæsterne. Gæsterne brugte meget vin til en middelalderlig tradition som hedder ”schlaftrinken”, altså ”sovedrikke”. Også ridder Peter var efter regnskabsbøgernes lister, en drikkeglad mand. I året 1367 skete, at Peter måtte forpleje sig selv i en hel uge. Det første han gjorde var, at kræve nøglerne til borgens vinkælder fra hans tjeners kone og dermed gøre sig ”sin egen vins forbruger”.
Et andet notat beskriver situationen i en fejde, hvor ridder Peter måtte: ”bringe sække af kost i form af forskelligt kød, fisk, korn, fedt og ost, ikke mindst mange ’putrichen’ (tønder) vin til borgens vagter.”Over den berømte jagtmiddag, har vi også være t så heldige at få indblik i hvad gæsterne har spist: Der blev ædt for 5 Pund Berner og 4 Groschen (mønteværdier) svine, - kalve – og fårekød.

- Borgen Schlandersberg, Südtirol

Udover det blev det spist kyllinger, 2 pattegrise, og røget kød, 1 Mut (måleenhed) rug, 1 Schot (form) ost, fedt, æg, peber og safran. Alt i alt (korn og ost ikke inkl.) for en værdi af 10½ PB. Udover det, brugte man 6 PB., alene til vin.

Til Peters bryllup brugte man en utal af kid, et lam, en kalv og udover det, endnu fire fjerdele frisk kalvekød, en ”metzen” svinekød, kyllinger, vildt, 3 Star (målenhed) hvede, safran og fedt – alt i alt for en værdi af 34 PB., som i daværende pengeværdi udgjorte det kvarte af en almindelig landejendom med gård.
Umbrassers regnskab viser os også andre aspekter af ridder Peters liv:
Til Fasnacht, i dag kendt som karneval, bestiller han en piber til at underholde ham og ellers blev alle mulige rejsende musikanter og gøglere som kom forbi, rigeligt beværtet. Bliver det for kedeligt for vores ven Peter, ridder han til hans fætters borg Kasten, eller til fogden af Matsch, eller til ”hoffet” i byen Meran, hvor han en gang opholdte sig i fem uger. To gange besøger han sin døende søster i Bozen og tager derefter endnu en gang dernede til hendes begravelse. For alle disse rejser, lader han sig sy en mængde af nyt tøj som hoser, vamse, Schoppen (krigsvams), kapper og jakker til ridning og udover det, en strudhætte af rødt, grønt, blåt og stribet stof.

For at opsummere kan man sige, at det daglige liv på en borg har været simpelt. Når ridderen syntes det blev for kedeligt, rejste han eller besøgte bekendte på andre borge. Fester med masser af god musik og mad serveret på sølvtallerkener og den bedste vin serveret i træ-krus. Her vil jeg åbne en lille parentes: Mange mener at mode og stilen syd på var længere frem end her i Danmark omkring 1400 tallet. Men når der er tale om keramik tilbehør, er det omvendt. I Südtirol er god keramik sjældent og næsten aldrig glaseret. Der findes sågar beretninger om rejsende gæster som opholdte sig i en kro i den nordlige del af Südtirol. Deres mad og drikke blev serveret i ”mugne træ tallerkener og træ bægerr, således at man måtte klage til værten..” (Armin Torggler). Beretning stammer fra 1500 tallet. Så kan man undlade at kommentere det yderligere. Jorden i Südtirol indeholder næsten ingen ler, men det vokser masser af træer. Derfor mangel på keramik til dagligt, som man erstattede med træ. Ligeledes er det med vin og øl. Her i landet vokser korn, mens vinen ikke har mulighed for en optimal vækst. Dernede er det lige omvendt. Alle disse aspekter hjælper os endnu mere, til at danne et mere nøjagtigt billede af hvordan livet på en borg var.

Familieliv side om side med borgens besætning
Fra en beretning af 1402 ved vi hvordan adelslægten von Starkenberg levede side om side med borgens personale på borgen Kasten.
Organisationen var således:
Opdragelsen af riddernes børn var borgfruens opgave, mens uddannelsen blev overtaget af en privat ”skolemester”. Hos mindre vigtige adelige, blev børnenes uddannelse overdraget til borgpræsten. Skolemesteren på borgen Kasten, måtte dog også udfylde andre opgaver ved siden af. Han arbejdede som bud og beværtede borgens håndværker med vin. Udover borgpræsten og skolemesteren, har vi mange andre ansatte på Kasten.Der er nævnt omkring tolv personer. Nogle af dem, som bliver betegnet som ”spidsen” af det øvrige tjenestefolk, bliver kaldt for ”rejsende knægte”. Dermed mente man mænd fra den lave adel. Så kommer kældermesteren (husholdnings hovedansvarlig), fulgt af en bøssemester, en falkoner, jægeren, bageren, staldmesteren, løberen, fiskeren, skrædderen, mureren, to vagter,to arbejdsmænd og to narre. Dermed kan vi danne en skala, hvor man sætter ridder Peter i bunden med 1 ansat, de adelige von Starkenberg i midten med deres tolv ansatte og hertugens Borg Tirol med deres 188 ansatte i toppen.

- af Charles Francisk von Rafenstain

Siden begyndelsen af vores aktiviteter i gruppen har der altid været stort behov for at vide mere om hvordan livet på en borg i Südtirol forgik. For det første, fordi vores koncept er meget tilknyttet med det og for det andet, kender man ikke så meget til middelalderborge her i Danmark. Immervæk tæller Südtirol, som arealmæssigt er på størrelse med Lolland, Falster og syd Sjælland, med mere end 100 middelalderlige borge. Hver borg blev bygget således, at man kunne kommunikere fra borg til borg via et bål eller andre signaler.På den måde fik man at vide om området var invaderet af fjenderne med afsindig hurtigt forvarsel. Dette emne ogborgens byggeteknik vedrører mere det middelalderlige byggeforskning end selve livet på borgen. Derfor er det oplagt at starte med en beretning fra Schloss Tirol ved Meran fra 1298. Beretningen er en optælling af hvor mange personer der levede på borgen og hvad deres funktion var.