Dette dokument giver os et godt indblik i hvordan man forsikrede sig imod svindel i middelalderen og samtidig giver det os endnu en meget vigtig detalje: ”min arving”. Det vil sige, at Francisk havde en søn, en søn som må har været født før 1374. Et gæt kan være at han blev født omkring 1350. En lang researche har givet det resultat at hans søn hed Daniel. Han arvede borg og titel i 1396, altså syv år efter hans fars død. Daniel var medlem af ridderskabet ”Arlberger Bruderschaft” nær Schweiz og døde pludselig i 1398. Om hans død var tilfældigt eller planlagt, vides ikke endnu. De facto følger han hans far i graven efter kun 9 år.
Siden Daniel var Francisks anerkendte søn, kan man konkludere at Francisk må have haft en kone. Her begiver vi os ud i en af de sidste gåder omkring denne historie. Rafenstains kone er ikke nævnt nogen steder indtil videre. Der er blevet brugt timer på timer i Ferdinandeum i Innsbruck for at finde et spor af hende blandt utallige adelige slægter. Den første ide var at kigge efter slægten von Goldegg, som overtog borgen efter Daniel, men det bragte ingen resultater. Til sidst måtte vi lægge forskningen i bero og håbe på en ny ledetråd senere. Min mistanke er, at Francisks kone døde i en tidlig alder. Måske af en sygdom eller under fødslen af Daniel.

Tiderne forandrer sig
Den borgerlige samfundsklasse begynder allerede at vinde meget indflydelse omkring året 1380. Bozen har altid været en vigtig by for handlende som kom fra Italien og skulle videre over Alperne for at eksportere deres varer til resten af Europa. Byens borger var vendt til at håndtere gode forretninger og badede i de fineste silkestoffer og brokade fra Venedig og omvendt, modtog de dyre varer fra Nordeuropa og solgte videre sydpå. Byens handelsgade, Lauben, var opdelt i to dele: I den ene side af vejen boede alle italienske købmænd og i den anden side alle tyske. Med så store handelsmuligheder er det indlysende, at alle pengene flyttede over til borgerne til stor belastning af adelen. Til sidst kulminerede situationen men en af de vigtigste retssager af hele Südtirols middelalderhistorie.
Gæt hvem der var ofre? Netop, Francisk von Rafenstain. I året 1385 var Francisk gammel og ensom. Hans embede som dommervikar havde han afgivet til en efterfølger og hans slægt var på vej at uddø. Francisk var det optimale ofre for et magtspil mellem borgere og adelige. Grunden for striden var de to huse som Francisk ejede i byen Bozen. Borgerne og biskoppen havde pålagt ham at betale skat som alle de andre husejer i byen. Men siden en ridder er fritaget af skat, nægtede Francisk at betale skat i mere end 10 år, faktisk siden han har købt de to huse i 1375. (garanteret med de penge som Hr. Kasper har tilbagebetalt. Se dokument fra 1374). Borgerne fik nok og indkaldte Francisk til en retssag i franciskanerkloster i Bozen den 5. marts 1385. Til retssagen kom alle riddere i omegnen for at forsvare deres klasse og bakke op omkring Francisk. De stod op imod alle tilstedeværende borgere og repræsentanter af byrådet, samt biskoppens embedsmænd. Det var nu kampen om adelens privilegier der skulle afgøres en gang for alle. Jeg har valgt at gengive dokumentet om Rafenstains retssag uden filter, så at man kan nyde det med dens friske og ikke mindst spænende gengivelse:

Alle skal vide, at jeg, Heinrich von Rottenburg, hofmester på Tirol og øverstbefalende ved Etsch området sidder i retten og er dommer i stedet for hertugen Leopold af Østrig, greve af Tirol. … og også for biskoppen af Triendt som er repræsenteret af Herr Oswald, biskoppens hofmarskal. Oswald og samtlige borger i Bozen kom til mig for at bede mig om at holde retssag over Francisk von Rafenstain. Som bekendt, opkræver biskoppen hvert år skat af Bozens borger i en værdi af 100 marck Berner, Meraner mønt (svarer til en stor gård med masser af land). Nu holder borgerne den førnævnte Francisk hen, at han skal betale skat idet han ejer huse i byen og bor i dem, såvel som han lægger sin vin derinde og driver forretning i byen. Det bekræfter også alle borgerbreve som er i hænderne af biskoppen.
Så udtaler sig Francisk at han har en borg udfra byen der hedder Rafenstain hvor han bor. Han bor ikke i byen. Desuden holder han fast på sin ret at ikke betale skat, for hvis der kommer ordrer til at rejse i krigen, så tjener han hertugen med skjold og spyd som alle de andre riddere og knægte og hvis han ikke magter det selv længere, vil han sende hans søn af sted og det lover han til Gud og fastholder hans ret til ikke betale skat. Hvis der bliver produceret en overskud af vin fra hans marker, så lægger han det i byen og hvis han vil af med det, så giver skænker han det ud til borgerne i byen.
Så spørger jeg, hofmester i Tirol, enhver der er under ed, hvad er ret. I alles navn udtaler sig ridder Arnolt von Niedertoren ved Bozen at: Hvis Francisk von Rafenstain bor udfra byen, men lægger sin vin ind i hans huse i byen og driver forretning derinde, så skal han betale skat. Så bedte jeg til Herr Oswald at skrive dommen ned og legitimere det med min segl.
Vidner er: Landkomteuren af den teutoniske orden, Herr von Tiwngenberch, Herr von Chäle, Herr von Villanders, Herr von Matsch, Herr Fuchs von Eppan, Herr von Perneck, de tre brødre von Botsch, Herr von Weineck, Nikel von Vintler, landdommer ved Gries ved Botzen, Pertle von Luntz, kommandant på borgen Stain ved Ritten, alle er ridder. Alle under ed. Der her er sket i barfødderkloster 1385 i søndagen før mitter faste.