Broderi
af Linda Olsson
Broderi har nu igennem 16 år været det område jeg mest har yndet indenfor middelalderen. Jeg broderer hver dag på forskellige punge og puder og er altid glad når jeg møder nogen som har samme lidenskab indenfor historien. Det er et tålmodigheds arbejde og man høster ikke frugten med det samme af sit slid. Har mødt mange som mener at det kan da ikke tage over 200 timer for den der pung, som de står og vifter med i hånden. Det viser at vi er kommet ind i en tidsalder, hvor ting som ikke tager lang tid koster penge, og det der tager tid det, ikke burde koste det det gør.
I middelalderen kendte man kun til at lave tingene i hånden og havde ikke valget imellem masse producerede produkter og håndlavet unikke ting. Her var det materialerne som kostede penge. I dag står mange og gerne vil betale dyre domme for noget som er lavet i hundredvis, men vil prutte om prisen med noget som kun er lavet én gang. Ja, tiderne har ændret sig. Har lavet et par sider for lidt information om broderi og for at skabe lidt respekt indenfor faget for håndlavet ting. Det er en vidunderlig verden der åbner sig hvis man er tålmodig og bliver ved med at forsøge selv om det ikke lykkes første gang.

Inspiration
Hvor får man inspiration fra? Inspirationen kan komme mange steder fra. Mine egne har jeg blandt andet fra kalkmalerier, bevarede broderede punge, puder, fra skrin, eller illustrationer fra bøger. Det er kort sagt bare med at komme i gang og kigge rundt! Der mange bevarede broderier fra 1200-1300 tallet. Hvis man skal til London kan jeg anbefale V&B museum. De har en stor samling middelalder broderier, men tjek lige om udstillingen er lukket pga. ombygning - den situation stod jeg nemlig i da jeg besøgte museet og måtte gå derfra uden at få samlingen at se.

Overordne hovedgrupper for broderi stil i middelalderdern.

Opus Anglicanum ”Engelsk broderi. Det næsten malet motiv,. Der er flere valg der skal tages indenfor engelsk broderi: Farver, kombinationer, motiver. Engelsk broderi bliver blandt andet brugt på kåber og dragter indenfor kirken, broderet punge, på selve kjolen eller koften. Det er nok mit mest yndede område! Man udvælger et motiv det kan være fra en eksisterende pung fra den periode man arbejder med, eller man kan også finde inspiration i kirken og dens kalkmalerier. Denne stil af broderi er kendt og brugt i hele Europa i 1300-tallet.

Tysk tælle broderi: Det næsten vævet motiv, ingen plads til fejl! Alle fejl man laver i tysk broderi kan ses, derfor skal man være enormt påpasselig med at man får talt rigtigt, da motiverne oftest er kvadratiske eller spejlvente! Man bruger som regel stærke farver i silketråd på hvidt hørlærred. I tysk broderi tæller man hullerne i hørren og man kalder det undertiden også for murstens broderi. Det er enormt smukt og det de fleste gerne vil have. Der er bare det ved det at mange ikke aner hvad de går ind til, når de starter på det - og det er ikke for at skræmme -, men det kan godt være noget af en mundfuld.. ! Hvis man er til tal og finder det logisk er der ingen problemer så går det som en leg, men for mig som ikke er nogen matematiker, var det som at gå ind i løves hule. Men prøves det skal det, om ikke andet så for at få en indsigt og en respekt for denne type af broderi, og måske finder man ud af det er lige netop der ens styrke ligger, - eller for mit vedkomne - ikke ligger.

Opus Teutonicum” Tysk Hvidbroderi”: Hvidt hør hvor på man broderer med hvid hørtråd, ses blandt andet på alterduge. I det tyske hvidbroderi udfylder man ikke underlaget, men man broderer motivet med et vælg af teknikker. Så får man lyst til at begive sig ud i at lave en dug, så er det her lige sagen. Igen skal man huske på, at det ikke er spor nemt, men det er virkeligt flot.


Intarsia: I denne teknik bruges oftest stærkt valket uldstof, det der også kaldes for vadmel. I indtil to til flere farver, motivet klippes ud i begge farver, de bytter plads og syes fast. I norden er denne form almindelig. Den optræder blandt andet i kirkelige tekstiler og man bruger dem også til faner.

Applikeret: Motivet klippes ud og bliver syet oven på underlaget.

Perlebroderi: Det har været et betroet erhverv at håndtære de kostbare perler. De bliver ført på en silke tråd og syet ned på stoffet

Materialer: hørlærred, uld, silke, plantefarvet uld og silke tråde, guldtråd, sølvtråd, nåle, perler, rammer.. ja listen er lang.
Underlaget som man bruger til broderi er oftest hvidt hørlærred. Når du vælger til tysk tælle broderi er det vigtig, at man ikke får fat i noget som er groft vævet, men at man vælger noget som har let mere finer vævet struktur og som er forholdsvis nemt at tælle på. Ellers går der ikke lang tid før det bliver opgivet. Til engelsk broderi bruger man for det meste også hvidt hørlærred som underlag, men også silke og brokade stof kan anvendes.
Motiverne er for det meste lavet i farvet silke, men man anvender også farvet uld. Her er det igen vigtigt at man ikke anvender for tykke tråde, mange tråde har ikke været tykkere end to- tråde og mange gange kun et - trådet. Derfor tager det også sin tid at lave motiverne. Når man broder er det vigtig at man har en ramme. Specielt hvis man laver større former for broderi: Det hinder stoffet i at trække skævt! Man kan sagtens lave et lille broderi uden en ramme, men man skal bare være opmærksom, at man ikke kommer til at trække for meget i snoren da motivet så vil begynde at bule op fra stoffet.

Broderiteknikker

Man bruger mange forskellige brodereteknikker så som

- Kontursting til rundt øjne mund næse, der hvor man skal fremhæve fine detaljer, men også til udfyldning af motiver.
- Splitsting bruges til udfyldning af motiver, bruges også til fine detaljer i draget og ansigter, man følger formen af motivet, hvis det er rundt broder man rundt osv.
- Nedlagt syning 1) man starter med at ligge en tråd i fx guld denne syes så fast med en anden tråd som ikke er guld, men fx en rød silke, man ser tit at det er en guld eller sølv tråd som bliver sydet fast ,men uld og silke kan også bruges.
- Nedlagt syning2/ tungesting) i flere lag , denne form bruges til at dække underlaget hurtigt .
- A) dæk overfladen med lodrette/ vandrette parallelle rækker af tråd.
- B) læg tråde vinkelret over første lag.
- C) sy trådene fast med små sting. Enten reglmæssige over hinanden eller fx zigzag mønster.
- Kloster sting: Man kan sige at det er en nedlagt syning1) men hvor man dækker og nedsyr med samme tråd.

Overførelse af motiv.

Overførelsen af motivet på historisk vis:

- Motivet tegnes på et stykke papir eller pergament med en kulstift.
- Derefter prikkes langs stregerne med en syl.
- Pergamente eller papiret lægges over på lærredet og der gnides kulstøv over pergamentet så støvet drysser ned gennem hullerne. Pergamentet tages væk.
- Der males over kulstøvprikkerne med en fjerpen med blæk, eller en tynd pensel.
- Der broderes efter stregerne.

Måden jeg gør det på i nutiden:

- Finder motivet tager noget bagepapir eller kalkerings papir ligger det ovenpå
- Tager en blyant og tegner motivet.
- Vender papiret om og ligger det på underlaget og tegner motivet en gang til.
- Fjerner papiret og har overført motivet til stoffet.


Når man overføre motivet er det vigtig at man kun bruger blyant, hvis man går hen og bliver fristet til at bruge kuglepen for at gøre det endnu tydeligere for sig selv hvor man skal brodere, så kan jeg sige: Lad være med det, den første gang jeres nye fine pung bliver udsat for fugt eller regn, sker der lige noget med kuglepen stregerne… de tværer ud og det kan ses på jeres fine pung og det er ikke til at rede..

Lidt Links

Stainiland kay, ”Embroideres” Medieval Craftsmen. British Museum,1991.

Victoria& Albert Museum”The Needles Excellency” A travelling Exhibition, 1973.

Klostersting

Eksempler på tælle broderi


Til sidst har jeg lagt lidt billeder ind af engelsk og tysk tælle broderi håber at jeg kommer til at møde endnu flere folk med samme lidenskab som jeg selv, i dette herres år anno 2010.

Linda Olsson

Tysk tælle broderi: Begge punge er fremstillet af Nanna Schwarz.
Engelsk Broderi: Begge punge fremstillet som bestillingsopgaver af Linda Olsson.