Velkommen til hjemmesiden for re-enactment gruppen
”Miles Rafenstain et Servitus” – Ridder Rafenstain og tjenestefolk.

Denne hjemmeside er lavet for at udbrede kendskabet til en ellers relativt ukendt ridder fra middelalderens Südtirol – Herr. Francisk von Rafenstain (ca. 1320 – 1389).

Ved byen Bozen (eller Bolzano) i Süd-Tirol, ligger ruinen af en af middelalderens gamle ridderborge – Borgen Rafenstain. Her var borgherren i slutningen af det 14. århundrede den navnkundige Ridder Herr. Francisk von Rafenstain, som indtil for få år siden en ganske ukendt og praktisk talt glemt personlighed.

Takket været en langvarig forskningsproces, har vi i dag en god viden om hans heraldiske våbenskjold, familie relationer, hans daglige liv og hans tjenestefolk, gennem bl.a. originale dokumenter fra hans egen hånd (dog endnu ikke officielt oversat) – opbevaret i Landesarkiv Innsbruck.

Målet med denne side er at udbrede kendskabet og interessen for denne borg, og på denne måde prøve at medvirke til at ruinen snart kan blive restaureret, og på den måde blive bevaret for eftertiden.

Samtidigt giver det os en enestående chance for at udforske og ”re-enacte” konkrete personer m.v. omkring netop denne borg, hvilket for os gør vores interesse for middelalderen meget mere intens og personligt tilfredsstillende, idét vi får et mere personligt forhold til historien, end ved at udforske historien på et mere generelt plan.

Vi finder det utroligt spændende at kunne bidrage til at genoprette tabt viden om virkelige personer, der har levet for mere end 600 år siden. For os bringer det vores historiske interesse et trin videre.

Medlemmerne i vores gruppe er alle en del af de frivillige medhjælpere på Middelaldercentret i Nykøbing Falster. Takket være dette sted har vi en god baggrundsviden om middelalderen, og hvordan man på en god måde kan formidle historien og eksperimental arkæologi på en ”fængende” måde.
Herudover giver Middelaldercentret os nogle helt unikke rammer for at kunne ”udleve” vores interesse.

”For at forstå vores nutid, er vi nødt til at kende vores fortid” – Idro Montanelli

Vi håber at denne hjemmeside kan give dig en interessant og lærerig oplevelse af denne lille særegne del af den middelalderlige historie. – God fornøjelse.

Endnu engang – Velkommen til!